âu, ou (adv.)

Espersen

Au, ou, åg, og (adv.)

Au (n. St. f. E. Rønne-Egnen: ou; Gudh. åg, og), ogsaa; derimod å (overalt) conj. og; Nsk. au (Kr., Ag. og tildeels Tr. St.), aa, og, adv. d. s. (Olddsk. auk; Gl. Nsk. d. s. it. ok, og); Conjunctionen «og» hedder overalt aa; jfr. Tsk. auch; Moesog. aukκαὶ» Diefenb. I, p. 129).

Teinnæs

au (ou) (adv.)

[âw]

også: ‹va du dær au?› ‹jâ au!› (jeg med!); ‹ded au!› – også det, ja; – ‹au ded?› ‹såmma røstada sijljen i swærrahålled, mæn dær trajte sod âu me opp›. ‹ijnj kajnj gjårra skarn urætt âu›. Hyppigt i beklagende og misbilligende udtryk: ‹ded arma bested au!› ‹hajnj e då au så gjærrier!› ‹jâ troer’ed âu› – det tror jeg også.