ad, a (konj.) III

Teinnæs

I a (⟦konj.⟧)

= at, mangler i: ‹ded skujlje varra›. ‹om ded skujlje varra sjöfolken brøgte ujljena sjâurter›; = så at: ‹lined skujlje sjydes sammen me fodijnj a de lå så relit såm mâulit›. ‹“hâr Di hört nâd nawn på dæjnj stången?” – “Ded hâr jâ ikkje jâ hâusar”›. ‹många tâ forlademaj âu dorres aldersrænta, a di slætt ikkje træjnja ted›. ‹jâ ble søddan, jâ kujnje næstan inte håjlja hâud›. ‹så stæjljde hajnj ijnj te, hajnj skujlje arbja en drætt› – satte ham til at lave en vognstang. ‹ded va stena så stora, hadde di vad vælta på en slæva, hadd ijkje fira hæsta dâut te å råkka dåm föje›; den anden sætning er den første underordnet ved trykket, uden xxx. ‹de tawnada på’jnj hajnj fijkj en reformant›. ‹de fåssta hajnj gjore va hajnj fårnåmm i lassed›. ‹de e ikkje dom særlit dær har kajljes hvene jâ troer›.

II a (pron. rel.)

dorres sajl a di hadde i gamla tider›. ‹så var dær båggne a di skujlje tænna›. ‹vi plåkkada di ståsste [streg under de to s’er] ripsblân å, a vi kujnje fijnja›. ‹ed hâleben ded e et ben som fiskarna læjgjar på tâuten ? når di træjkjar fisk a snor ska løvva ad›. ‹Ded va en opxxjnijnj a di kujnje sprijnja ijnj på›. ‹di kujnja hâ hænimod et lass a di skrava å buarna›, dvs. ‹a› går ikke på ‹lass› men på forestillingen om det læsset består af. ‹for om dær va ejnj låkt alri så tætt va de ju nåkk en avnijnj a en myra kujnje kåmma ud›. – ‹hâr hon inte ijnj broer æjlje någged a hajnj e gartnara› – har hun ikke en broder eller lignende nær slægtning der er gartner; se sjælan. ‹“de e du som hâr forgjort minj reskaw” – “de kajnj gått varra, mæn så hâr jâ gjort ed a jâ ikkje visst”›. ‹så, a di sidda å snakka ijnjgång, spore di ijnj, om hajnj âu kujnje rima på borrijnjholmst›. ‹vi hadde ju mina gamla hæsta, som jâ kjænde ju, a vi kujnje kjöra kassana te Gudhjemm›. ‹Bårrijnjhålmara a dær e kåmmena te Kjøwenhawn›. ‹de e låften a dær lesom ståppar›. ‹dær va ijnj damm a di hadde en lednijnj ijnj te kjøkkened› (dvs. en dam, hvorfra de havde...).