??

Teinnæs

⟦ad⟧ gadan

hønsen e kommena ad gâdan› (men: ‹ud på gâdan›); ‹nu e jâ så gongstogga a jâ kajn komma ad gâdan ijænn›; ‹Krajturn løw [over w er skrevet vv] ad bjærn› (se bjær); ‹Kjöra ad skâwijn ætte bræjnnje›; ‹jo, di kjöre ad skâwijn› (dvs. i retning af skoven, med skoven som mål; men: ‹vi ska kjöra i skâwijn idâ›, om skovtur). – ‹unpâlana skujle ad dammijnj når di fijkje åbrøggt me dåm›. ‹så flajtes hâud å twestartarna vællte ud ad hâud, sa’d de va forskræjkjelit›. – Når det hedder ‹gå ad Norrekåz› er en enkelt lokalitet indenfor et bestemt område forestillet ubestemt (derimod: ‹gå på N. å kjøwa [over w er skrevet vv] sijl›, tanken om formålet bevirker, at målet for bevægelsen [tr]æder skarpt og begrænset frem for tanken). ‹jâ ska gå ad torred forr å se, om Jins håjlljer dær› (‹jâ ska på torred›, neml. for at gøre indkøb); – Den samme forskel mellem det ubestemt og det bestemt forestillede mål for bevægelsen har vi i ‹gå ad böjn›, dvs. ud, hjemmefra i al ubestemthed, og ‹gå i böjn›, dvs. i et bestemt ærinde, hverv, idet der bagved for tanken står forestillingen om et enkelt punkt, hvor hvervet skal besørges: ‹hajn e’kkje jimma æwent, hajn e gåjn ad böjn›, dvs. gået ud (men: ‹kajn du gå ed gran i böjn forr maj›, dvs. besørge et ærinde for mig; ‹hårrijn går i böjn forr sin moer›, dvs. besørger byærinder for hende). Ganske ubestemt forestilles også målet som blot retningsbestemme[nde], idet det træder tilbage i bevidstheden som underordnet, i: ‹jâ komm hæn ad Klæmmerskersen å dær gjekk hajn å kløppte hæjkkj›; [‹hværvelvijnnan komm syjnnan omm hawn å gjikke sydost ad böjn› [i marginen er tilføjet: hører til under e.]]; ‹mænn ded gjikk galed, forr ded gjekk ad bojsarna forr Andris›, dvs. i bukserne. ‹nu ska Krestian ad tjænesten›, dvs. over til. Også hvor målet for bevægelsen er et rum, bruges ad, når forestillingen om rummet er ubestemt og forestillingen / tanken beherskes af forestillingen om selve det at gå ind: ‹då vi komm ijn ad stâwan›...., ‹vassego å gå ijn ad stâwan›. (Når rummet føjes til som nærmere præcisering af en ubestemt retningsangivelse, bruges i: ‹komm ijnnanforr i stâwan å lokk ikkje varmajn ud›; ligeså, hvor talen er om et bestemt formål: ‹sætten jær hæjllere ijn i storestâwan (storstâwan) me ded arbajed›). I de anførte tilfælde høres både udtaleformerne ‹a:d›, ‹ad› og ‹a›. I de følgende ekxempler høres kun ‹a:d›. I ‹hojlla ad saj› (modsat ‹frå saj› – til højre), dvs. til venstre er reflexivet ubest. retningsangivelse; det bruges derfor også ved subjekt. af 1. og anden person: ‹du ska hojlla ad saj›; ‹gjæddarna plojes å vænnes ad saj, mænn râwryjggjana frå saj›. Samme ubest. forestillede målangivelse har vi i: ‹tâ nâd ad saj›, dvs. til sig: ‹tâ’d ad daj›; ‹tâ fingrana, klörna ad daj› dvs. fingrene af fadet; ‹hojl ben ad daj›, dvs. hos dig selv; ‹di skujle håjlja bællana ad dåm› dvs. på deres egne enemærker. ‹hajn e så ad saj›, dvs. om sig, begærlig; ‹komma ad saj› – komme til stede: ‹ded kommer nokk ad saj› = ‹ver saj›; ‹ded e ad saj kommed› = ‹kommed ver saj›. ■ b. Om stedet hvor noget er beliggende: ‹hvor e ded rætt? håh, ded e ad Næksekântijn›; ‹huzed lijggjer ganske kloss ad væjn›, dvs. op til. ‹di (ɔ: blomster) se vi ju ad vajana så sta› – langs. ■ c. Når der tænkes på målet for en handling, således at handlingen forestilles som gående i retning af det angivne mål; altid ‹a:d›. ‹gå ad›, se ; ‹jâ så æwent ed grân ad hawed›; ‹ska du spotta ad maj!› ‹höda ad ejnj›. ‹ded sjider jâ ad›; ‹habba ad ejn›, ‹bida ad ejn›?, ‹hugga ad ejn›, ‹gjö ad ejn›, ‹grina ad ejn›, med lidt mere svækket bet. af ‹ad›, ‹mora saj ad ejn›, (‹vajta ad ejn›), hyppigere xx. ‹se mijljt›, se surt ad. ‹tâ å gjårr’ed mæns du e ad’ed› – ved det. ■ d. Når talen er om “bestemt til”; altid ‹a:d›: ‹ded vante gott nokk ad’ijn› – godt nok til ham (han kasserede det); ‹e inte søddan mad goer nokk ad daj, kansje›, dvs. er du ikke tilfreds med den mad; ‹ded e forr søtt ad maj›. ‹dær e alri nâd dær e gott nokk ad’ijn› (derimod: ‹dæjn kjoulijn e goer nokk te daj›). ‹ded (e) inte gått å varra tepass ad ajlje›. ‹dær e ijnjed tepass ad na›. ■ e. Når talen er om vejen, ad hvilken bevægelsen foregår; altid ‹a:d›: ‹dæjnj (ɔ: skuden) flajtes ad kjölijnj›. ‹når vi strøjte ad ijnj gråhajljssten slo ed gnister›. ‹vi kajn ju gå ad hawajn› (gennem), ‹ad plojnijnjen› (over); ‹di hadde bårrad långs ad hela væjnj›. ‹vi skujlje gå ad maltijnj›, dvs. hen over den (for at danne furer i den). ‹Kattijnj lâ örn ad nakkajnj› som tegn på vrede, se öra. f. Om tid, hvor der tænkes på retningen mod et senere tidspunkt; altid ‹a:d›:. ‹ded gryde ad dâ›. ‹nu e’d så lânt hænn ad tiden, (a) ded e âuer dæjnj tiden›. ‹hænn ad tiden› – senere; ‹hænn ad awtan›; således i forb. med ‹hænn›, derimod ikke som i dansk med op (op ad dagen hedder: ‹på dâjn›; ud på formiddagen: ‹på formiddajn›; se ); ‹ed inte sann hænn ad tiden ad myrarna swarma› (dvs. slutn. af august). alene i: ‹ded e ju snâ:rt ad awtan›; ‹ded e ad natten›; ‹ded va helt ad i halfjærsarna›; ‹ded lier ad framtiden›.