ad (adv.)

Teinnæs

II ad (adv.)

altid [a:d]

Mindre hyppigt end i dansk; således svarer i bh. intet til da. spørge, høre, hjælpes, skiftes ad, prøve ad osv.; ‹bæra saj ad› findes, ligeså ‹følles ad›; ‹når strømmijnj bær ad› – ‹sjilla ad› – tage fra hinanden i de enkelte dele, fex. et urværk; også intrans: ‹milken sjiller ad?› Se adsjilt; ‹bæra ad›, se bæra. Hvor skriftsproget har ‹ad› i forb. med hjem, ud, ind, ned, osv. har bh. ‹ætte›, se dette. – I et par tilfælde har bh. en særlig brug af adverbiet: ‹jâ måtte gå flera gånga ad›, hvor da. blot har flere gange; ‹Dær va så glatt, jâ hadde nær slåd kujljebøtta tre gånga ad›. ‹jâ hâr lawad’ed nånna gånga ad›. ‹når dær går nâd ad›. absol. – hvis der sker et eller andet. ‹di kåln kajnj ju brøgges på to gånga ad› (Holm, ‹Mælstâ›). ‹når ded træjkkjer hæn ad› – når tiden nærmer sig; ‹jâ inte halfjærs inu, men jâ knåggar livæl nâd opad›, dvs. nærmer mig stærkt.