ad, a (konj.)

Teinnæs

III ad (konj.)

[ad]

I denne form høres konjunktionen endnu hyppigt tilknyttende en sætning og også foran infin. navnlig når denne nævnes alene eller i spidsen. Almindeligt bruges dog nu a sætningstilknyttende og å foran infin. ‹så sâ jâ tejnj om ad hajnj kujnje saj maj›.... ‹ad la mâdijnj dö›. ‹folk kom ju inte så majed sammen dæjnj gångijnj, a di kjænde ijnjajnj inte› (‹a› = så at). ‹jâ va sammen me na på Udagårijnj ad nu dær va barsel›. ‹a› er meget hyppigt som forstærkning til underordnede Konjkt.: ‹når a›, ‹hvis a›, ‹omm a› osv. Tidskonjkt. ‹når› synes brugt alene at gælde det enkelte tilfælde, i forb. med når (‹når a›) at indlede det iterative. Dette ‹a› høres også efter ‹hvæm› som ubest. rel. pron.: ‹hvæm a dær hâr forstan på søddan nâd, kajn ha gaun å glæ å’d›. Sætningen ‹a jâ troer› høres ofte efter en påstand indskrænkende dennes gyldighed = efter hvad jeg tror: ‹dæjn brøddegråven har ente bled brøgt i di siste haltrøs årn, a jâ troer›; ‹dær va ijnjina halfjære tåm a jâ troer›. På lignende måde indskrænkes en påstands gyldighed af sætningerne ‹a jâ housar›, ‹a jâ vidd› – så vidt jeg husker, ved. ‹di vante så bre som di ælste, ad jâ kajnj hâusa›.