adder (adv.)

Teinnæs

adder (adv.)

[ad:er]

se Holm. – ‹adder å fram› – frem og tilbage – bruges også i udtryk som: ‹hajn va bådde adder å fram› – i tvivl med sig selv; ‹så dö hajnj (ɔ: den der først havde med arvesagen at gøre), mæn så måtte vi se å få sâgförer Sörnsen ted adder› – hvor ‹adder› på en vis måde betegner modsætningen i, at den ene må tage fat i den andens sted. ‹Hajn ble så ijlla ver’ed sa hajn visste hvarkan adder æjlle fram› – hverken ud eller ind; – ‹nu e’d galed me dæjnj ona tajnj, adder›; ‹dæjnj e for stor, adder›. Den er nu også for stor.