ait (f.)

Teinnæs

I ajt (f.)

[a:jt]

agt: ‹hadde jâ majt somm ajt, jâ skujlle forbajnemaj bânka daj›; ‹ded va min ajt å gjorra’d›. – ‹ded hâr jâ’nte gjed ajt på› – lagt mærke til. ‹gâ du ajt på våddenen hatteskårpa hon hadde på›. ‹va de va for kjæppa gâ jâ alri ajt ætte›.

III ajt (f.)

1) ægt, pligtkørsel. ‹dær va en ajt tesajt, å så fira majnj te bæra’jnj ner› (da ‹Swisijnj› skulde begraves). ‹de va månna stormajnja bønnarna skujlje gjårra ajt me›. ‹di sâs te te ajt›. ‹kjöra ajt›.

2) tur enten til vogns eller til fods: ‹hå de va søddan a jâ måtte gjårra en ajt dærhæn›; ‹jâ ska gjorra en ajt›, foretage en liden landtur. kørsel overhovedet: ‹ded (ɔ: dvs. foder) kåste inte mer ijnj som ajten›. ‹ajt› bruges ogs. om en tur ud på havet for at fiske: ‹tâ ud på en ajt›, ‹gjårra en ajt›.

IV ajt

= ægt. ægtkørselen gik på omgang efter hartkornet: Dam Østerlars: ‹de gjikk søddan på omgång ætte hårtkorned›: ‹kjöra te Rønna de va tre ajter› (= en hel dag); ‹di fijkj tre ajter gåttgjort› (dvs. godskrevet); ‹kjöra te Swanika va to ajter› (« dag); ‹i såggen én ajt›.