aita (v.) II

Teinnæs

Iajta (v. tr., intr.)

se Holm s. 424. ‹hajnj (ɔ: en præst) hadde en tyjnjelann jor› – for at befordre sig selv til vogns.

IIajta (v. tr.)

19 [=28]: ‹då strajs vi fijkj di rörkaklonana, så ajte di gamle dåm ju inte får nâd›.

IIIajta (v.)

[a:jta]a:jtar - a:jtada - a:jtad

Holm.

1) agte: ‹ajta forr nâd› – regne for noget; ‹hon ajtada hannem ikkje stort forr nâd›, ‹seddan mâd ajter jâ’kkje for gjæstabåddsmâd›; ‹hon ajtad’ijn ikkje væstan sijn ænna›, dvs. regnede overhovedet ikke med ham. – ‹ajta ^ætte› – tage hensyn til: ‹ijnj kajnj nu inte ajta ætte alt va fålk sajer›.

2) adlyde, lystre; ‹ajta ætte› – høre efter og lyde: ‹søddan går’ed når a ni inte villa ajta ætte hva jâ sajer›. ‹kjælijnjen sâ: hær e ijnj pijnj, slå dæjnj i dæjnj neresta ænnajnj på kjærnestawijnj – å moer ajtada na, å sin va dær alri nâd ivæjnj›, dvs. fulgte hendes anvisning.

3) tiltænke: ‹hajnj hadde ajtad saj ejnj ståmp lær, å så stâl Fijnjdânus’ed›. ‹hadde jâ nær ajtad å sajt›, siger man når man har brugt et udtryk, der er lovlig stærkt. ‹når hâr du ajtad å besöja maj› – tænkt at ... ‹e ded maj ajtad› – tiltænkt mig. ‹æggjen di va ju inte søddan ajtada då› – således værdsatte.