aldri (adv.)

Teinnæs

aldri (adv.)

[al:dri:], (sjælden) [al:ri:]

Foruden som i da. bruges det som en særlig stærk nægtelse: ‹ded vidd jâ alri›, ‹kajn jâ alri vidda› – slet ikke; ‹jâ kajn alri housa dær va snakk om hveddebrö i min bællati›; ‹jâ va dær i to dâ, mæn jâ så domm alri›; ‹kjættan e moer te tre kjæjlna somm vi alri fânt› – slet ikke har fundet, ikke nogensinde; ‹ded va tården i awtes, mæn hon rajte alri opp ouer Rønna›; ‹ded gjorr alri nân tijn› – gør aldeles ikke noget; ‹di va alri te nân tijn› – duede ikke det mindste; ‹jâ fijkkj alri en smit, alri ed grân›. – ‹ikkje forr alri ded› – ikke for nogen pris: ‹jâ vil ikkje gjorra’d for alri ded› (kan også hedde: ‹ikkje forr alt ded›); ‹omm ded e alri så sânt› – lad det være nok så sandt. I forb. med ‹sjæjllan›: ‹jâ röjer sjæjllan alri› – så godt som ikke. ‹di jimmahörene æjarna hær kajnj jâ alri hâusa› – de her hjemmehørende eger kan jeg slet ikke mindes. ‹ja vidd alri, når dæjn blåmstrar›. ‹ded va ejnj majnj jâ alri så, ded jâ vidd å›. ‹ded viste vi ju alri fårritider a dær va nân sâla te› (at der var noget der hed bådsmørelse). ‹vårfårr hajnj hed Harmensen vedd jâ alri nâd å› – aner jeg ikke. ‹ijnj kajnj ijkje slida et pâr træsko ud på et år åm ijnj så vil alri ded› – om man så gør sig nok så megen umage. ‹va de betyer hâr jâ alri nâd begrevv om›. ‹di snakte ju te hæjnje, mæn hon swârde ju aldri du fortalde maj alri (ɔ: slet ikke) va hær står på me ajlj dæjnj rengjornadijnj›. ‹hæjnje hâusar du alri væl›, dvs. vel slet ikke. ‹hajnj hadde ikkje mera pârt ijnj alri nân ^tijnj›. ‹hajnj forstår saj ikkje mera på jor ijnj alri nân tijnj›. ‹jâ skrev for fjâurtan dâ sin mæn fijkj alri breved sæn:t astâ, mæn nu ska du få’d›. ‹jâ tæjnjte ju alri på seddan vær igår›.