ajlvarden (f.)

Teinnæs

alværden, alvarden

smnlg. varden 1484 [= 1883]; ‹de e då ijkje alværden› – det er da ikke så farligt, uoverkommeligt; gen. ‹alværdens› – alt muligt, alle mulige, men altid udtryk for irritation, forargelse, foragt; ‹hær løvver hujnja, katta å alværdens möj›; ‹hajnj kjöre me alværdens Kriper›; – ‹hajnj hâr vad sågnarådsfårmajnj, amtsrådsmedlæm å ajljværdens tijnj›. – Også ‹ajljværden›, ‹ajljvarden›. – ‹i alvardens tid›: ‹hajnj hâr ikkje vad hær i alvardens tid›. ‹di behöva inte hâ gjæjl på’d – naj for alværden – di hâ pæjnja›. ‹di kjøvva ijnj ståmp (ɔ: neml. høstretten til en stump eng) å så hösta di alvarden rujnjt omkræjnj›, dvs. de høster overalt hvor de kan komme til udenfor det stykke, hvor de har ret til at høste.