andradâ, anradâ (⟦s.⟧)

Teinnæs

andrada, anrada

[an:(d)radâ:]

bruges i best. form i bet. næste dag: ‹an(d)radâjn va hajn allt rasker›; også ‹anradâjn ætte›. – I forb. med navnene på de tre store kirkelige fester betegner ordet den anden helligdag, og her siges også ‹ajnda› [a:njdâ:]; ‹anradâ, ajndâ jyl, påska, pijnnes›. Det første ord udtales i dette tilfælde med jævn lav tone og voksende tryk mod sidste stavelse, tonen stiger på festens navn, der får stærkt tryk: [an(d)radâ^jy:l:]; n og â bliver korte. Det sidste ord får stærkere tryk og højere tone på første stavelse end på sidste, hvis â bliver kort; tryk og tone stiger på festens navn: [â:njda^jy:l:]. Denne form kan også sættes bagefter festens navn: ‹jy:la^â:njdâ›:. Her får sidste ord det stærkeste tryk og den højeste tone; â er langt; det første ord udtales med jævn lav tone og halvlangt y. – Genitiv ‹an(d)radâs› (og ‹ajndâs›?) bruges adjektivisk i bet. andendags: ‹an(d)radâs öfröl, gjijlle›; ‹a. kjoul› – den kjole den nykonfirmerede pige bærer mandagen efter konfirmationssøndagen.