âsen (n.) II

Teinnæs

Iâsen (n.)

[â:sen]fl. d.s.

asen; gen. ‹âsens› som ed: ‹ded ska varra âsens rârt, omm hajnj inte kommer hjemm idâ›. ‹âsens på skrâ› – slemt på skrå. – ‹asensbest›, nederdrægtigt asen; ‹ded asensbested, nu hâr hajnj vad dær ijænn!›.