bakka (m.) ⟦I⟧

Teinnæs

Ibakka (m.)

[bak:a]

1) = da. bakke; sammenst. sânbakka – klit: ‹hajn e gåjnj ad bakkana›, dvs. i klitterne (ved Dueodde, eller i ‹strânmarken› i Persker.

2) bakkeskråning, den alm. bet., ordet har i bh., da egentlige bakker er sjældne; bred af å eller bæk, hvor denne har skåret sig ned i terrænet: ‹så huggde vi fyrijnj (ɔ: ørreden) på bakkajnj›; hvor bæk eller å har skåret sig ned, ‹e dær bakka på vær sia›. ‹havbakka› – skrænt ud mod havet, bruges kun i flert. om samtlige skrænter ud mod havet på en vis strækning, fx. ved Rønne; ‹snorrabakkana› om hele skråningen øst for Rønne; dog i ental, hvor tænkes på passagen ad vejen: ‹kjöra ner ad Snorrabakkajnj›; ‹dæjn östre å væstre bjærabakkajnj› – øst– og vestskråningen af Rispebjærg; ‹åbakka› – ‹åbrink›. – ‹på bâr bakka›, ‹på bâra bakkajn› – på bar bund; i ‹Lista: di trajte bådana på balkajnj me stormvær›, dvs. på land. ‹ded (ɔ: huset) liggjer lid for majed oppa på bakka›.