barka (⟦f.⟧)

Espersen

Barka (v. tr.)

ar-ada-ad

barke, garve; Isl., Nsk., Sv. barka; Ordet garve, {Sv. garfva}, som er af tsk. Oprindelse, kjender Bh. ei.

Teinnæs

I barka (v. tr.)

[ba:rka]-ar, -ada, -ad

smøre med barklud, ‹å. garn›, ‹sajl› .

II barka (v. tr.)

[ba:rka]-ar, -ade, -ad

med ‹å› – slide, medtage; dertil partcp. åbarkader; tage barken af stammer og grene.

barka træ

skrælle barken af træ.

III barka (v. intr.)

[ba:rka]-ar, -ada, -ad

i forb.‹løwa å barka› – fare rundt; ‹dæsse horrana løwa å barka›. dertil partcp. åbarkader – medtaget af at fare rundt.

IV barka

L.H. ‹begjyjnjte å barka› – begyndte at gå tilbage, ‹då de begjyjnjte å barka for maj›.

V barka (f.)

bet. for violin (måske indenfor en best. familietrad): ‹tâ maj barkan›.