behâu (n.)

Teinnæs

behou (n.)

[be^hâw]

behov. Bruges meget hyppigt i følgende forbindelser: ‹hâ behou› – behøve: ‹du hâr ju ikkje b. å varra så ætt’ijnj›; ‹du hâr ijkkje b. å ina (igna, ingna)› – du behøver ikke at nære nogen frygt; ‹hâ behou forr› – behøve, have nødig, trænge til: ‹konn vaskar forr folk› – ‹hâr hon b. forr ded?› ‹gjorra sitt b.› forrette sin nødtørft; ‹hajnj hadde bâran satt sej ner for å gjorra sit b.› – ‹lid mera ijnj behâu gjores›. ‹jâ går ijkje me lappada båjsa, for jâ hâr’ed ijkje behâu›. ‹mijnj majnj kajnj fåje alri hita nâd, å ded hâr hajnj alri hatt behâu› (nemlig fordi konen havde orden på sagerne og straks kunde sige hvor det var). ‹hon hâr væl ijkje behâu å slå ded sjidena vanned vækk får dåm› – gøre trællearbejde for dem.).