bestijn (m.)

Teinnæs

bestijnj (m.)

[be:stinj]plur. “bestijnja”.

bæst, ‹ejnj styjggjer bestijnj›. I sammens. fx. ‹kallabestijnj›. Det bruges som best. form i bet. fanden, den lede: ‹hajnj e styjgjer som bâra b.›; ‹di spode domm som bâra bestijnj›; ‹fi for b.›, gen. ‹bestens au som jâ brænnde maj de gjore ont som bâra bestijnj›. ‹ded e kâlt som bestijnj›. ‹hajnj løw som bâra bestijnj›.