bijnna (v.) II

Teinnæs

bijnja (v. tr.)

[binj:a]-er, -bâ:nt, bunjed

binde; ‹bijnja læssed› – anbringe de forskellige reb på høstlæsset; ‹b. stången› – binde læssemeden. – absol.: ‹vi ska ud å bijna› – binde rug eller hvede; – ‹løngijnj va kårter, dæjnj bânt ijkje som sæ›, dvs. hang sammen i et læs; ‹dörn bijnjer› – ‹bijnja te› – binde for; ‹bijnja ejnj sæjkj te›; ‹hajnj hadde tebujnjed for iven›; ‹di bânt te for tarmijnj›. ‹di skujlje bujnjed dom et pâr rev i› – skulle have taget et par rev i sejlet. ‹bijnja› = tryllebinde: ‹di kujnje bijnja årma, (ɔ: dvs.) få dom så de værkan kujnje röra dom æjlje løvva›; ‹frå ded åjeblikked et dyr (ɔ: fx. hund) bler bujnjed liggjerxx i di stårrste pinsler som tænjkjes kajnj›. ‹nu ska di værkan væwla æjlje bijnja› (dvs. binde læsset) ‹bijnja opp om saj› – binde skørterne op; ‹di trajte håzzarna å å bânt opp om dåm›.