bitta, bitte (adj., adv.)

Espersen

Bitta (adv.)

e

bitte, bruges i Forbindelse med et adj., der betegner Lidenhed, enten ‹lidijn›, ‹lissijn›, ‹lijlla›, eller ‹små›; nogle St. (især Vestl.) sættes det altid efter de førstnævnte, men foran det sidste, f. Ex. ‹ejn lidijn bitta horra›, en lille bitte Dreng; ‹bitta små pibla›, ganske smaa Piger; a. St., f. Ex. Gudh., høres det uden Forskjel snart foran, snart bagefter (‹bitta lidijn› og ‹lidijn bitta›, ‹bitta små› og ‹små bitta›); men aldrig bruges, saaledes som i Jsk. og Fyensk, bitte enkeltstaaende og ligefrem som adj. = lille, ei heller i Samsætn. som Jsk. bitteagtig, Bittestou; heller ikke haves noget tilsvarende Substantiv til Dsk. en Bitte (ɔ: Smule, d. mindste Deel); Angel. en Vitte el. Vette. Derimod bruges en enkeltstaaende Superlativform bittersta i visse Forbindelser: ‹aldri (allri) ded bittersta›, ‹aldri ded bittersta grössena gran›, ikke den ringeste Smule; Sv. D. D. f. Ex. Smål. aldrig det bittersta; Dsk. d. T. aldrig det bitterste, N. S. nich dat bitterste el. nicks des bittersten. De hidtil anførte Ord ere sandsynligen af samme Oprindelse som Nsk. vetta (lite vetta, ganske lidet; inkje vetta, slet intet); Sv. DD. (Vestg., Gottl. Uppl., Helsingl.) vätta, vättans (lite vätta, lite vättan, lite vättans, heelt lidet, et lidet Gran); Angel. Vette (et litte Vette); Engl. whit (not a whit, never a whit). Aasen (Ordb. p. 594) henviser til et gammelt Ord vätt: Noget, en Ting = A. S. viht; Ihre (Sv. D. L. p. 191) til Ulphil. (Moesog.) vaiht, «res quævis».

Teinnæs

bitte

jâ tâu en bitte smule vann istâjnj for æddika, mæn de gjikk nu inte›; ‹ed bitte grân›. ‹kantåflarna ska hâ en liden bitta [a understreget]. sødli smâg›; ‹når di få ed bitte grân›; – ‹de tâu en liden bitta kantåffelmel te kjøkkna’d me›.