bjæl (n.) I, II

Teinnæs

bjæl (n.)

[bjæ:l]

1) Holm. bruger mund, højrøstet kævlende, irriterende snakken. Ordet bruges næppe om mænd, men vist kun om kvinder, samt om børn: ‹ded e då et forskræjkjelit bjæl me jærr› – og betegner den larmende, irriterende tale, der forekommer mal à propos.

2) en kvinde, der “bjælar”, bruger mund: ‹hon e ed bjæl›.