bjæla (v.)

Teinnæs

bjæla (v. intr.)

[bjæ:la]-ar, -ada, -ad

se Esp. bruges næppe om mænd, se bjæl. Om en hunds gøen bruges det som udtryk for at den synes latterlig og màl a propos. Urne: at biævla: ‹va står du dær å biævlar›; i margen: ‹Biæla›. Urne: subst. ‹biævla›, ‹hujnjabiævla›.