blâg (n.) I, II

Teinnæs

blâg (n.)

1) stærk regn, stærkt snefog; sammens. rajnblâg, sneblâg.

2) se Esp. ståhej, postyr; ‹hajn gjore ed fârlit blâg› – afstedkom stor ståhej; ‹gjårra blâg å nâd› – gjøre væsen af noget; Hauberg: gøre vej, være flink til at få fra hånden. ‹di hâ semæjnj gjort et tæmmelit blâg i roarna› – luget et større stykke. ‹nu hâ vi då gjort et stort blâg i hawajnj› – fået meget udrettet i h. ‹ded e et fârlit blâg hajnj hâr gjort dær› – om en der havde hugget væk i sin skov; ‹di va me uda å trajte roer opp, di skulje gjårra et stort blâg›.