bjæsta (v.) II

Teinnæs

I bjæssta (v. intr.)

bjæffe, om hund overf. bruge munden: ‹hajnj bjæstar på de bæssta hajnj har lært› (A. Chr. med æ:); ‹hon va’jkje te å varra hos, for hon bjæsstada å sjæjljde hela dâjnj› [her kort til halvlangt æ].