brijlljn, brijlln, brillijn (m.)

BO

brijlljng ell. almindeligst brijlln, også (fx Rønne, Chr.Ø) brillijng (s. m.)

[bri, brin; breli]flt. -a

brijlljng ⸨ell. almindeligst⸩ brijlln, ⸨også (fx Rønne, Chr.Ø)⸩ brillijng (s. m.) [bri, brin; breli]

flt. -a

små sild; brisling, Clupea sprattus de e inte ajned ijn brijlln, vi hâ fåd (ɔ: i sildegarnene)› ‹sikke maiijn brillijng dær e mæl sijlln idâ›.

Teinnæs

brillijnj, også: brijljn (Teglkås & Sandvig, også Årsdale, Boerne, også på Xø) (m.)

små sild, brisling; ‹sekke majijnj brillijnj dær e mæl sijljn idâ›. ‹de e inte ajnjed ijnj brijljn›. Knudsen Årsdale siger i flert. ‹flera brijljn›.