brilla, brælla (f.)

BO

brilla; ogs. (Østermaria) brælla (s. f.)

[brela; bræla]flt. -er

brilla; ⸨ogs. (Østermaria)⸩ brælla (s. f.) [brela; bræla]

flt. -er

1) brille; anvendes ligesom i rigssproget oftest i flertal. fly mai mina briller› ‹hon brøgger bræller› ‹jâ hâr hitt ed pâr briller›. || ental brugt om det enkelte brilleglas:dæjn ena brillan›.

2) jernbeslag på den forreste ende af en vognstang til fjedervogn olgn. ell. på stangen til en slæde, med et øje på hver side af stangen, hvori bringekoblene gøres fast (jfr. {-brilleforrbodd-}). hajn skujlle smi en brilla te en vâundrætt›.

Teinnæs

brilla (f.)

jernbeslag på vogndræt., ell. slædedræts forreste ende med et øje til hver side af stangen, hvor ‹bringkâulana› gøres fast.

brælla, brilla (f.)

briller ‹dæjn ena brillan› – det ene brilleglas. ‹me bræller på›.