brinka (m.)

BO

brinka (s. m.)

[breɳka]flt. d. s.

brinka (s. m.) [breɳka]

flt. d. s.

brink.dær e hoia brinka ver bæggje sier å ån dær står ejn hoier sten ydarst på brinkajn (ɔ: på kanten lige over skrænten)›. || om skrænterne i grusgrav, lergrav olgn.:brinkajn ræwnada ner›. || om grøftekant (gråvabrinka). ‹du mån’te kjöra helt uda på brinkajn; jâuled kajn ju skri i gråven›. || om opstående kam, balk, i midten af en vej, mellem hjulsporene. || gje ejn brinka, en mellem drenge anvendt straf, bestående i, at to griber synderen om hver sin arm, to om hver sit ben, hvorefter delikventen bliver gynget frem og tilbage, således at hans bagdel stødes mod en stejl brink, en sten, en træstamme ell. lign. (Rønne).

Teinnæs

brinka (m.)

brink; ‹gje ejnj brinka›, en mellem drenge anvendt straf, der bestod i, at 2 greb synderen om hver sin arm, 2 om hver sit ben, hvorefter delinkventen blev gynget frem og tilbage således, at hans bagdel stødtes mod en stejl brink, en sten eller en træstamme o. desl. Om opstående kam, balk, i midten af vejen mellem hjulsporene. – ‹vejnbot› – (vejledning), vejkant.