brud (f.) I

BO

Ibrud, bru (s. f.)

[brð, brd, br]flt. -er

brud, bru (s. f.) [brð, brd, br]

flt. -er

kvinde på sin bryllupsdag; brud.bruden va helt i vitt› ‹ded va to ejnhelu nætta bruder dæjn søljan ska du bæra, når du ska stå brud›. – Ved siden af den alm. form brud høres også, men sjæld. formen bru [br], der jo er den lydrette form; formen med -d skyldes sikkert det kirkelige sprog (jfr. om forholdet i ssgr. u. {-brua 2-} ‹I dæjn forresta (ɔ: vogn) sodd Bruen›. J. P. Kuhre. Sansâger 19.

Teinnæs

brud (f.)

[bru:d]

brud har under indflydelse af det kirkelige sprog beholdt d. Men i de rent folkelige sammensætng. ‹brua-› [bru:a-]. bruakjaul, brualyz (plante), bruaskâra m. – brudefølge, bruastâsijnj – ceremonien og optoget ved bryllupet, bruasæjnj.