bræjnna (⟦v.⟧)

Teinnæs

bræjnja (v. tr.)

-er, -n:de, bræn:t

brænde. fra Vestremarker lynebræjnjtlâbræjnjt›. ‹bræjnja ejnj nâd i næzan, snudan› – bebrejde en noget, rive en noget i næsen; ‹hajnj ska’kje kåmma hær å bræjnja maj ded i næzan›; ‹bræjnja nâd i ejnj› – bilde en noget ind; ‹hajnj brænde en låjn i’ijnj›. ‹du hâr nåkk vad te böjnj (te bys) idâ› – ‹jæ, jâ hadde ju ijnj sjillijnj dær brænnde på låmmen› [note til “jæ”: er en alm. form på østlandet] – ‹hajnj brænde på’ijnj me’d› – slyngede ham en ubehagelighed i næsen. ‹ska du bræjnja opp daj?›– ‹du bræjnjer så heder på pajnjan› – din pande er så varm – ‹jâ bræjnjer så heder, varmer› – har hedefornemmelser. ‹nu bræjnjer hon opp me torden frå læn›. ‹^brænder ^sten› ell. ‹brænt ^sten› – mursten; ‹dær lijgjer ejnj brænder sten›; ‹ded e satt åpp ude brænda stena›; ‹dær e brænt ^stengål i kjøkkened›; ‹fâr måtte sætta brænntgâul idi, for dær va brægâul forra›. ‹bræjnja på› intr. – fx. om flæsk steges for stærkt, så det hænger på panden. ‹di hadde værkan å bida æjlje bræjnja›. brugt medialt: ‹hannem som de brændes› for, dvs. for hvem det brændte. ‹bræjnja› – absolut. om udførsel af brænding ved forsk. virksomheder som brændevinsbrænden, pottemagerarbejde olgn: ‹hajnj e dær hela natten når di bræjnja› (dvs. lertøj) se endvidere u. fâza (‹ouer f.›).