brækka (v.)

Teinnæs

brækka ijnj (v. intr.)

gøre indbrud, bryde ind.

brækka (v.)

dær hadde brækkts grena å›. brække sig, se bryda; ‹brækka saj âuer ejnj ell. nâd› – kritisere ubeføjet, på en utiltalende, vulgær måde: ‹hajnj sadd dær å brækkte saj âuer arbajsfålk a di spiste æjgj›. ‹“bânkebjøgg de va skâlad korn, gryn då brækkte vi’ed sin›, jvf. grynbrækkara. .