brö (n.)

BO

brö (s. n.)

[brö]best. f. bröd [bröð], flt. = ent.; best. f. brön [brön]

brö (s. n.) [brö]

best. f. bröd [bröð], flt. = ent.; best. f. brön [brön]

1) koll.: brød. bâga brö, en sjiva brö. når vi fikkj ænna på de jemmabâkta bröd for tilia, måtte vi astâ å kjøvva brö på møllan› ‹di lâ altid gotte brö te Sonnes jâ kajn noies me va I hân, om ded så e ejn bâr bidda brö› ‹du ska’nte spiza enbâr kjødd, du ska spiza brö te›. || læggja brö, lægge dej til brød.vi lâ gjærna bröd om awtanijn›. || bløtt brö, tort brö, se {-blöder-}, {-torr-}, vann å brö, se {-vann-}. to tyjnner râu te brös (ɔ: til anvendelse som brødkorn, almindeligere: te brö)›. || i talemåder:ost å brö e gott i nö ded gjer inte brö for tajn (ɔ: skaffer intet til livets ophold)›. hâ rent brö i pozzajn, have sin samvittighed i orden m. h. t. noget, være uskyldig i et forhold. dæjn spizer ju inte brö (ɔ:koster ikke noget at have)› ‹nu hâ få’d dæjn kjistan, kajn vi gjærna behojll’na; hon spizer ju inte brö hojll kjæwt å sjøng me, å snyd din snuda, å spiz brö te (ɔ: som afvisning, opfordring til at passe sig selv)›. dæjn me brö te, (spøg.) i anerkendende udråb; fx (om en pæjngabåg, portemonnæ): ‹dæjn me brö te, dæjn e sjidijn tâ mai inte pissetræjnt!

2) om det enkelte brød.bâga stora brö› ‹sætta brön i unijn› ‹hon hadde et brö ujnne var arm bælla brøgga ju å lawa brö å ler (ɔ: forme brød af ler i leg)›.

3) som udtryk for livsfornødenheder, udkomme (mest i bogpåvirket sprog).hajn ska ju skaffa te de dâlia bröd›.

Teinnæs

brö (n.)

brød; ‹dæjnj me brö te› – anerkendende udråb: ‹dæjnj (ɔ: om portemonnæ) me brö te, dæjnj e sjidijnj tâ maj inte pissetræjnjt›; – ‹to dyjnjer râu te brös›. se xx, tårr.