brøgga (v.)

Teinnæs

brøgga (v. tr.)

-er, -k:te (-g:te), brøk:t

1) bruge: ‹du skujlje då brøgga ed grân fårnåft›. – ‹brøgga hawed, sjøjnj› – ernære sig som fisker; – håndtere: ‹jâ kajnj brøgga ejnj sajs inu›; ‹forstår du ijkje å brøgga en åjsa›?

2) pleje: ‹når brøgga ni å gå å læjgja jærr?› ‹de va mæst så ont et vær som de brøggar å varra› – været var næsten så slemt som det kan være. ‹de hâr ijkje brøggts i många år› (Dyrl.) ‹brøgga fårnåft› – bære sig fornuftigt ad: benytte: ‹di annre skujlje brøgga slæjnj, men jâ gjikk rætad›. ‹vi brøgga å sawa lid ætte midda›. ‹søddan brøggar nu jâ›. ‹søddan brøkte vi inte te vårt›, dvs. plejede vi ikke at gøre hjemme. Det danske pleje høres i udtrykket ‹plåja vân›. – perf. af ‹brøgga› forb. med perf. partcp., hvor da. har inf. med at: ‹en paja som hâr brøggt (brøkkt) å vad dær› – plejet at være. forb. med inf. uden ‹a(d)›: ‹skaddajnj dær brøggte sidda så færmer dæroppa i træd›, – ‹brøggar Kristian Pihl kåmma dærner?› ‹dær brøkte di hâ swin›. ‹dær e ijnjen læjnjde i forårssæn, som dær brøggar æjlja varra›.