bråga (f.) I

BO

Ibråga (s. f.)

[bråga]flt. næppe br.

bråga (s. f.) [bråga]

flt. næppe br.

betegnelse for et broget husdyr; i alm. om broget ko, og ofte brugt som navn til en sådan. âga te bys me bråga, begyndelseslinjen af en alm. kendt vuggevise; her vel = broget hoppe; se JPMøller. BF. || ‹ded e mâga te bråga, talem.: han, hun er af samme art; de er to alen af et stykke; ogs. med tilføjelsen:mâga te bråga å søster te vår so ell. te Pær So(jfr. sjæll., jysk: broder til broge og søster til vor so). || ‹nu hâr jâ alri kjænt mâga te bråga, forundringsudtryk: nu har jeg aldrig hørt så galt.

Teinnæs

I bråga (f.)

betegnelse for broget ko. I talemåderne: ‹nu hâr jâ alri kjænt mâga te bråga› – aldrig hørt så galt; ‹ded e mâga te bråga› – han, hun er af samme sort, de er to alen af et stykke. ‹mâga te bråga å søster te vår so›. (Rohm). ‹te Pær so› (Køje). mindre regnsky; ‹dær e brågar på himmelijnj›.