bråga (v.) V

BO

Vbråga (v.)

[bråga]-ar, -ada, -ad

bråga (v.) [bråga]

-ar, -ada, -ad

upersonl. i udtryk for at der dannes små mørke skyer (jfr. {-bråga II.-}) på himmelen. ded brågar, står å brågar: ‹ded står søddan å brågar; ejn vidd inte va de bler te (ɔ: om det bliver regn ell. tørrevejr)›. ded brågar te, himmelen bliver helt overtrukket med bråger:de brågar te; vi få væl rain›. || ded brågar å, siges, når der er sådanne skyer på himlen, og de går væk.

Teinnæs

II bråga (v. intr.)

ded brågar å› siges når der er ‹“brågar”› på himmelen, og de forsvinder.