brokka (f.) I

BO

Ibrokka (s. f.)

[bråka]flt. -er

brokka (s. f.) [bråka]

flt. -er

afbrudte, især mindre, stykker af sten (og stenkul; brokke; ved stenbrydning og -hugning om affaldsstenen. brokkarna vælte de bara i hawed, (ɔ: ved det gamle Frederiks stenbrud ved Nexø)dær va brokker så stora, så vi doide me å løtta dom›. || ved gldags brolægning med utilhugne sten om de mindre, flade stenstykker, der dreves ned mellem de egentlige brosten (jf. u. {-brokka II.-}).

2) om tilfældige stumper af kundskaber; især om sprogbrokker.hajn kajn lid tyska brokker, som di mæste fiskarna hær›.

Teinnæs

Ibråkka (f.)

stenbrokke, særligt om stenbrokker, som ved gammeldags brolægning med utilhuggede sten drives ned mellem de egentlige brosten.