bunka (m.) I

BO

Ibunka (s. m.)

[boɳka]flt. d. s.

bunka (s. m.) [boɳka]

flt. d. s.

1) bunke, hob.lined ble lait i bunka vaiastenijn ska læggjes i nætta firekânta bunka›. || om de samlinger, hvori fældede træer (skoveffekter) ordnes til salg.jâ kjøfte tre bunka bræjnne i Løngijn›. || meget alm. som sidste ssgs-led, hvor første led angiver indholdets art, fx bræjnne-bunka, gruz-bunka, halm-bunka, sten-bunka (ɔ: skærvebunke), æddja-bunka, ævja-bunka (ɔ: tangbunke på stranden til afhentning) osv. || i forb. på bunka, samlet i en dynge, i klynge, i klump. ‹vi smed ajle pappern på bunka mitt på golled; så fikkj vi årna dom sin›. || samla te bunka (= rigsspr.). ‹sikke många nødder du hâr vujnned alt; du samlar nok te bunka (ɔ: ved spil om nødder)›.

2) mængde; masse; hoben.dær va möt ejn hel bunka mæjnnesker hajn arrada ejn bunka pæjnga ætte ejn farbroer i Amerika ded e då ejn fârli bunka, di ska kujnna te dæjn æksamen› ‹dær kom ijnged udå’d; ded ble te ejn bunka vrawl di huzen liggja på bunka (ɔ: i klynge, tæt sammen) garn hadde ståd å krevved på bunka (ɔ: fiskegarnene var drevet sammen i en klump)›.

Teinnæs

I bunka (m.)

bunke; ‹ijnj hel bunka mæjnjesker› – en hel hoben m.; ‹di huzen lijgja på bunka› – i klynge; det fældede træ lægges i ‹“bunka”›. ‹garn hadde ståd å krevved på bunka›, var drevet sammen i en bunke.