by (v.) III

Teinnæs

I by (v.)

-er, bö: by:de -bö:d

byde. ‹så bö hajnj dom opp te dajnjs›. ‹jâ sporijnj va hajnj skujlje hâ, for jâ ville inte by hannem› – gøre ham noget bud. ‹by te›.

1) tilbyde: ‹så bö Sina te a jâ kujnje få lajlihedijnj›.

2) gøre miner til: ‹ni kajnj præwa jærr (me) å by te (me) å slå me sten mera, så ska jâ!› ‹jâ hâr inte böd te å spilla sin› – gjort mine til, forsøgt. ‹hajnj bö ijkje te å betalla nâd›; ‹hajnj bö inte te mera›; ‹hajnj bö te å slå›; ‹hujnj bö te å bida›. ‹hajnj bö sæl te› – behøvede ingen opfordring, tilbød sig uopfordret – ‹ded e rârt a ijkje nâjnj byer te dær› – melde sig som frier (talen er om en ældre jomfru, der er et godt parti). – ‹by ud› – falbyde, falholde: ‹håjlja på tårred å by kjyssebær ud›; reflex. ‹by saj te› – tilbyde. ‹hajnj bö saj te å gå te böjnj får maj›; ‹hajnj bö saj strajs te›, dvs. var straks villig; om kvinder, der er for indladende: ‹hon bö saj sæl te›. ‹by ud› – udbyde til salg; ‹di by gårijnj ud›. ‹de byer hon saj nu inte te me› – det tilbyder hun ikke. ‹ded e kunstit a dær e ijnjijnj dær byer saj te dær› – melder sig som frier.