bænder (part. adj.) II

BO

IIbænder (part. adj.)

bænder (part. adj.) [bændər]

f. bænd ell. bænt [bænd, bænt], n. bænt, sjældnere bænd [bænt, bænd]

se u. {-bænna-}.

Teinnæs

bænder

hâr du nu vad på vaj å blev bænder›, dvs. forlovet, ringforlovet, vel til bænna.