bonna (v.)

Teinnæs

bånna (v.)

-ar, -ada, -ad

1) intr. bunde; ‹izijnj bånnar uda på reved› – når bunden; udspringe: ‹hânebæjkjijnj bånnar dæråppa›; – ‹bånna ud i› – udmunde i: ‹moerlözan bånnar ud i stenkroinj›.

2) tr. sætte bund i: ‹få ed pâr sko bånnada›. om automobil, der punkterer en ring, siges, at den ‹bånnar›. ‹hær [e] ijkje gått å bånna› – det er ikke nemt at stå på bunden her (fordi der er fra dybt). ‹hær kajnj jâ bånna te hâgan›, dvs. vandet når mig til hagen, når jeg står på bunden. ‹bånna ijnj sijlafjærijnj te› – lukke med bund.