fæstemajn (m.)

Espersen

Fästemajn (m.)

Fæstemand (Sv. fästman, Isl. festarmaðr, Nsk. Festing), Benævnelse paa et trolovet Mandfolk indtil Lysningen til Ægteskab er forbi (Gudh.). Baade dette Ord og de følgende tilsvarende vare for c. 40 Aar tilbage endnu almindelige, men ere efterhaanden gaaede af Brug med de Skikke, som knyttede sig hertil. Samlg. Skoug. B. B. p. 98, hvor han berører den gamle Skik hos de bornholmske Bønder, at have Sidegevær paa, naar de rede i stiv Stads, hvilket ei sjelden foranledigede blodige Sammenstød, naar tvende Troppe saaledes mødte hinanden «saasom Fæstemands-Skarer, der hertillands gemeenligen ride til Fæstemøens Bopæl og ligeledes mellem Brudehuset og Kirken». Samme Dags Morgen, som Brylluppet var, blev nemlig Brudgommen af dertil indbudte Ungkarle hentet til Hest fra sin Bopæl, om det saa var i den anden Ende af Landet; hvorpaa man foer afsted over Hals og Hoved til Brudens Hjem og siden derfra til Kirken; men da lod man Bruden kjøre noget foran, for ret at have Ære af at ride hende forbi, og kunde Brudgommen ikke det, var det lige saa stor en Skam, som det var Ære, naar han kunde med den ridende Fæstemands-Skare komme iforveien og modtage hende ved Kirken (s. Panum B. B. Till. p. 40).