fæstemööl, fæstmööl (n.)

Espersen

Fästemööl, fästmööl (n.)

ældre Benævnelse paa Bryllup eller Bryllupsgilde, hvorom Rauffn (Chronic. Borring. a. 1671) bemærker følgende: «Fæstmøeøl bruges ved Bryllupper og ligeledes gjensidige Gaver. Haver Bruden formuende Forældre, bærer hun en forgyldt Krone til og fra Kirken paa Hovedet og ellers herlig stafferet. Efter Maaltidet og Taksigelsen ledes hun først til Sengen; derefter Brudgommen med Blus og Sang; naar han stiger udi Sengen, sætter han først sin Hat paa Brudens Hoved, tagende Kronen af, udi Mening: hun skal være ham underdanig. Om Morgenen begaves de unge Brudefolk med en ringe Brudegave til at hjælpe sig med i deres Trang; men intet Fæstmøeøl el. Bryllup gjøres til anden Tid, end ved den nye Maane, ellers mene de, ingen Lykke dermed skal være». — Samlgn. hermed De Thurah (B. B. p. 41 ff.), som beretter, at i fordums Tider bar Bruden Krone paa sin Bryllupsdag og blev dernæst af Brudgommen «regaleret» med en Hue; slige Kroner vare af Sølv uforgyldte og for en 30 Aars Tid tilbage (fra 1756 at regne) havde man een tilovers, som forvaredes i Aakirkeby Kirke; af Huerne vare endnu adskillige tilbage, som til Amindelse af een og anden havdes i Gjemme; de vare meget store, fortil spidse, bagtil brede og høie, sammensatte af mange sorte, fine Kniplinger, som en Art af «Fontange», dog uden Hængler; saadan en Brudehue blev af Brudgommen allerførst foræret til hans Brud Dagen efter Bryllupsdagen og af ham sat paa hendes Hoved, for dermed at betegne, at hun nu var indtrædet i Konelauget. Saaledes De Thur.; jfr. Bornh. Kirkeregnskab af 1599 (B. Actst. p. 548), hvoraf sees, at dengang fandtes næsten i hver Kirke en Krone af Sølv, forgyldt, som leiedes ud i Sognet ved disse Høitideligheder.