avver (adj.)

Espersen

Avver (adj.)

avr2 E. -t

om Skæreredskaber: skarp, hvas f. E. ‹däjn knivijn e avver›; ‹nogged, där e avvert te å bida›; om Sindet: heftig, hastig, hidsig f. E. ‹hajn e så avver, däjn karijn›; ‹hans konna e så forbajnada avver›; overføres derfra undertiden paa Ting f. E. ‹däjnna lyngijn e ijkkje rätt avver te å bräjnna›. Nærmer sig i Bemærkelse meget til agger (s. s.), men er (hvad og Bøiningen viser) af anden Oprindelse. Jfr. Kymr. afwy, skarp, bidende; heftig, ivrig f. fl. (Diefenb. I, Nr. 2 p. 2); Jsk. avver, ever (Molb. D. L. p. 102) deels: bitter (A. S. afor, afre, d. s. it. suur, skarp; s. Diefenb. I, Till. p. 419) deels: som bider og svier, om Veiret, Frosten (Isl. B. H. apr, d. s. it. om Mennesker: barsk, streng i Tænkemaade, OpførseI, Tale); Ærø ever, «stram af Smag» (især om Ost); Moesog. abrs, stærk, heftig, «validus, ἰσχυρός» (Diefenb. I, p. 1); Sk., Blek., Hall. âber, d. s. (Strömb. Sv. Sp. p. 115); smlg. Jsk. abre paa, skynde sig, gribe sig an (Molb. D. L. p. 7).

Lærernes Ordbog

Avver (adj.)

villig; ‹dejna lynggijn ijkkje rett avver té å bræjnja› (besl. med agger).