bâla (v.) II

Espersen

[1]Bala (v. tr., v. intr.)

1) v. tr. almind. i Forb. med Partikelen ‹ner› (‹bala ner›, ‹nerbala›), nedtrykke, nedtræde, nedslaae; saavel om Mennesker og Dyr, som og om Ting, naar de f. E. falde ned: ‹bala säjngen ner› (ogsaa: ‹bala ner i säjngen›); ‹säjngen hon e nerbalad›; ‹bala sän, gräsed ner› (= ‹trö sän, gräsed ner›; ‹läjggja sei i sän, gräsed›); Sv. bala ned; Nsk. (Daa) bale; Isl. bæla niðr. Hermed er beslægtet baltra (s. s.); Dsk. d. T. baltre; endvidere Vestg. og Smål. ballsa, vade (Smål. ballsa ned gräset, nedtrampe Græsset).

2) v. ref. boltre (baltre) sig, f. Ex. ‹bala sei i gräsed, i säjngen›; jfr. Sv. bala sig; Nsk. böla seg, bölast, lave sig Rede, Leie (berede sig et Sted til at ligge paa). Hertil hører og udentvivl Vestg. bala, rive og skrabe i Muldet (jfr. Sv. mulla sig, berede sig et Leie, om Fugle o. fl.).

Lærernes Ordbog

[2]Bála (v.)

bála sei›, boltre sig. ‹Bála nér› – ligge ned (= sv.). ‹Bála sæn nér›; ‹bála nér i en sæjnn›.