agga (v.)

Espersen

Agga (v. tr.)

ar-ada-ad

age, kjøre (Sk., Blek. aga; Oldsv., Nsk., Isl. aka; Dal., Sv. åka): ‹aga torru, möj›; ‹aga ätte sijll›; ‹aga i {-rijng-}› (s. s.); ‹ja komm agenes›. Ordet er meget almindeligt; dog høres v. ‹kjöra› (kjör-kjöre-kjört) ved Siden og ofte uden Forskjel; man siger imidlertid alene ‹aga på kjälka›; ‹aga ner› (ɔ: ned ad en Bakke om Vinteren paa en Børneslæde); ligesom paa Vestl. (navnlig Rønne E.) ‹kjöra i kana› (hvorimod s. st. baade ‹aga› og ‹kjöra på slä›, — i Slæde). Deraf [Agene (s.s.).]

Lærernes Ordbog

Agga (v.)

tirre, opægge, opirre.