ad (konj.) III

Espersen

Ad (konj.)

at (Isl. = at; Nsk., Sv., Sk. at, att). Ved Infinitiv bruges meget ofte ‹å› i St. f. ‹ad›: ‹ja va uda å fiska›; ‹hon kommer forr å sporra› (for at spørge); ligesaa i Sk., Dsk. d. T. og altid i Nsk. (s. Aasen N. O. p. 8. 16; Gram. § 323), naar ikke Partik. ‹te› bruges. Naar den forstærkende Partikel ‹› er gaaet foran i en Hovedsætning, bruges meget hyppigt derefter et ‹s’ad› el. ‹s’a› (ɔ: ‹ ad›, saa at) til blot at antyde en Følgesætning, hvis hele Indhold forøvrigt tilbageholdes i Tankerne (aposiopesis). I denne Forbindelse forstærker saaledes ‹s’ad› end yderligere det foregaaende allerede ved ‹› fremhævede enten Verbums eller Adjectivs eller Adverbiums Begreb: ‹du fäjas , s’ad (s’a)› —, du haster saa, saa at (det er forskrækkeligt), du har saadan forskrækkelig Hast; ‹ grajner, s’ad› —, saa overmaade pyntet; ‹ hause, s’ad› —, overordentlig hurtigt. ‹S’ad› kan ogsaa adskilles fra det ved ‹› forstærkede Udtryk f. E. ved et til Eftertryk gjentaget Pronomen: ‹hon e grajn, hon, s’ad›. I Norge bruges i d. T. at ganske paa samme Maade, f. E. det er saa varmt, at —.