ballra, baldra (v.)

Espersen

Ballra (v. intr.)

ar-ada-ad

(i Gudh.) baldra, onomatop., bruges deels om Ting, som frembringe eller hvorved der frembringes Larm, Dunder, Skrald o. 1., deels overført paa Personer om høirøstet Tale («‹growt mål å snakk›»), Prat o. desl. = v. ‹pladdra›: ‹dönnan baldrar fäslian›; ‹vaunijn ballrar på stenbryjggjan› (jfr. träbaldrijng); ‹ballra på tromma›; ‹di ha sodded (siddet) här å baldrad hela awtanijn›. I begge Betydninger bruges ogsaa Sk. og Vestg. ballra; i sidste Smål. ballra (Jsk. bjaldre; Fyen o. a. St. bralle bralre); i første Nsk. baldra; Dsk. (V. S. O.) baldre; og videre bemærker vel heller ikke N. S. ballern (Br. Wb. V, 330). Det tilsvarende onomatop. i Dsk. er buldre (Nsk. buldra; Sv. bullra); ogsaa i Bh. bruges bullra, buldra (o), men kun i faa specielle Tilfælde, f. Ex. om Tyrens Brølen: ‹hvor däjn kjyrijn buldrar (= bromlar). Samlg. m. H. t. den forskjellige Vocallyd andre onomatopp., som i Dsk. pladre og pludre, sladre og sludre.

Teinnæs

Iballra (v. intr.)

[bal:ra]-ar, -ada, -ad

se Esp.; larme, rumle. Bruges også om arbejde med gamle maskiner og vogne, der er slidt og derfor larmer utilbørligt meget under gangen; ‹hajnj hâr ijnjena enja maskiner (masjiner) kjewt, haja ballrar me di gammle maskinarna›, dvs. arbejde med dem så godt det går; – ‹når a ded bâra kajnj ballra å› – lige kan gå. – ‹ballra ner› – falde ned (med larm og bulder). også: snakke løs om, sladre, plapre om. ‹hajnj løvv å ballrada om’ed i såggen›. ‹så gâ hon saj te å ballra opp›. ‹ijnj kjer inte omm å fåd udballrad i såggen›. Hauberg: ‹ballra på tråmma›.

IIballra (f.)

se Holm; også: Kvinde, der snakker løs om alting.