bâga (v.) II

Espersen

⟦1⟧Baga (v. tr., v. intr.)

er-te-t

1) v. tr. ■ a) bage (om Brød, Kage); Isl., Nsk., Sv. baka. ■ b) varme; hyppigt om at varme Lemmerne i Afkog, Omslag o. L., lade sig gjennemvarme af Sligt: ‹baga föddarna (i varmt vann, i surdei)›; Nsk. baka; Gl. Dsk. (H. Harpestr.) bakæ. Jfr. Nsk. baka seg (sjeldent), Isl. bakast, varme sig; Jsk. bage sig i Solen; Dsk. (Moth) solbage, v. tr. og ref. — solbade; Isl. (B. H.) sólbaka; N. S. bakern; «wärmen, wie man die kleinen Kinder am Feuer thut»; ogsaa: «sick bakern» (Richey I. H. p. 8). ■ c) fig. smøre, prygle: ‹ja ska reiti baga dei, baga ryjggjijn på dei› (varme dine Rygstykker). Jfr. Subst. baga.

2) v. n. varme, hede, frembringe Varme (om Solen; jfr. solbag): ‹solen bagar på kjäwtana› (Gudh.); Isl. baka: bakar at vöngum, Solen brænder paa Kinderne.