bâra, smorrbâra (m., f.)

Espersen

⟦1⟧Bara (m., f.)

eller (oftest) sams. smorrbara, m. (Gudh.) og f. (Vestl. især), egl. Smørbærer, Smørbærerske, men er Navn paa et Slags Trold, af Skikkelse som en Hare, hvilken Hexene siges at frembringe af et gammelt Hoseskaft, og hvis Been dannes af tre Jernharvetænder eller af Strikkepinde; den udsendes saa af Hexen, for at bringe hende Melk og Smør fra Naboernes Kvæg. Lignende Overtro findes andre Steder i Skandinavien. I Ångermanland bruges Benævnelserne: bara eller bjära-an om et Væsen af lignende Art, «mulctrale qvoddam veneficarum», Ihre Sv. D. L. p. 18. Det siges at blive dannet af ni Slags stjaalne Væverknuder, som trykkes sammen til et Nøgle, hvori siden dryppes tre Bloddraaber af Lillefingeren med følgende Ord: «på jorden skal tu för mig springa; // i blåkulla skal jag för thig brinna» (Ihre sst.)Ihre udleder bara af bära, efterdi hint onde Væsen troes at bære Melk og Andet i Huset til sine Dyrkere; og vist er det, at i Gl. Sv. findes undertiden Formen bara for bära. Paa Gulland er bjärä (af bjärä, v. tr. og n., bære) Navn paa en liden Trold med tre Been, der ifølge Folketroen fremkaldes ved paa en Korsvei at antænde en Ild af ni Slags Brænde og som derpaa til Besværgerens Tjeneste malker Andres Køer, hvorefter den, medens den springer hjem, kjærner Melken til Smør i sin Mave (Almqvist). Ogsaa paa Island har der hersket Tro paa et lignende Slags ondt Væsen under Benævnelsen snakkr og i Form af en Slange; efter Sagnet frembringes den ved Trolddomskunster af et dødt Menneskes Ribbeen; hvorpaa den indsvøbes i graa Uld af Hexen, hvis Bryster den patter, og siden bruges den til at patte fremmede Kreature og bringe Melken til sin Eier (Biörn Hald. I. L. p. 303).