bâra (adv.)

Espersen

[2]Bara (adv.)

(Sv. bara; Nsk. bære, bare), bare, ikkun, blot; i samme Forst. bruges, og det meget hyppigt, Superlativformerne barstan og barstans (for barestan o.s.v.; Østg. baresta; Jemtl. bareste, Nsk. bæreste) og en forstærket F. enbarstans: ‹ded va barstan el. barstans ejn gång›; ‹ded vill enbarstans gjorra ded ona varre›, det vil ikkun gjøre det Onde værre; ved Ønsker bruges kun FF. ‹bara› og ‹barstan›: ‹barstan ja kujnne fijnna ’jn›. Jfr. forøvrigt Sv. allenast, endast; Dsk. d. T. alleneste.

Teinnæs

IIbara (v. tr.)

[bâ:ra]-ar, -ada, -ad

med præp. ‹å› – blanke af, blotte for penge;.

I bâra (v.)

[bâ:ra]

i ‹bâra bælted› – leg: gemme bæltet (i Rønne ‹gjemma bælted›).

II bâra (m., f.)

se Esp. ‹ejnj bâra e ejnj trebenader hâra›. ‹når pajan så bârajnj å løvva, skujlje hon tâ bâggjærrajnj udå sarkjinj opp mæl ben å bida i ijnj å tes hårere hon bed tes småttere løvv bârajnj› – baren kan bindes med en ‹ugjijljad hæstagrima›. ‹smårrbâran lignada mæst ijnj hâra; når dæjnj kom tâu hon flødden frå koen›; ‹bârarna kâste smårred opp uda på marken; dær vante kulör på, ded va søddan i små stakka, som di kâste opp›.