blæja (v.) III

Espersen

⟦2⟧Bläja (v. tr., v. intr.)

ar-ada-ad

1) v. a., blege (Tøi f. Ex.); Sv. bleka, Isl., Nsk. bleikja.

2) v. n., see blegt ud, være blegt at see til (Nsk. blika, bleikja), men bruges fortrinsviis om Havets Udseende i fuldkommen stille Veir og af Folk paa Søen ofte i samme Betydning som «blive stille»: ‹hawed bläjar›; ‹ded begjyjnner å bläja›; ‹hon (det) bläjar å›; Gottl. blikä, d. s.; Jsk. blege, vise sig med hvidladen Farve: Havet, Stranden bleger. Jfr. Bh. hawbläj (Engl. bleak, d. s.; bleak, bleg).