bassa (m.)

Espersen

Bassa (m.)

egl. et Dyrenavn (jfr. Dsk. Basse, egl. Orne; Vildbasse = Vildsviin), bruges

1) om levende Væsener (baade Mennesker og Dyr), der imponere ved Kræfter og Størrelse (jfr. Dsk. d. T. en dygtig Basse, stor og svær Karl), dog og i videre Forstand f. Ex. ‹ejn räjer bassa›, en Pengemand (jfr. Dsk. Almuesprog: rig, fornem, storagtig Basse); men aldrig bruges det i og for sig i ligefrem slet Forstand, saaledes som Sk. og Helsingl. bassa = Tølper (bondbasse, Bondetølper). Ordet bruges ogsaa, ligesom i Dsk. og Dsk. D. D. (og som Basse i Nsk.), i flere Sammensætninger, deels af forskjellig, deels af samme Art, f. Ex. ‹galnebassa›, ‹karabassa›, ‹kneitabassa›, ‹spradebassa›, ‹vijllbassa›;

2) bruges det undertiden (ligesom Sv. huggare; Sv. d. T. og Sk. baddare) om store og svære livløse Gjenstande; men aldrig i slig ubestemt Forstand, som Jsk. (Thy) Basse = Tingest, Noget, hvortil man ikke veed bestemt Navn. Skjøndt N. S. Baas (s. Schütze I, 55 og jfr. Bh. bas) i Brugen har meget tilfælleds med bassa (man siger f. Ex. en rieken Baas, og bruger det ligeledes om Ting af sjelden Størrelse, f. Ex. et Æble), have dog disse Ord neppe fælleds Oprindelse. Det hidtil omtalte Ord er sandsynligen det samme, som fremtræder under en anden Form (med E- el. Ä-lyd og tildeels Forslag af J) i Isl. bessi (= bersi), m., Bjørn; Ångerml. bässä, d. s. (it. Ulv); Medelp. bjässe, d. s. (it. Djævelen); Vestg., Verml. bäse, Vædder; Sv. bjesse, stor, haandfast Karl (ogsaa: en rik bjesse); Sk. bjässe, storvoxen Mand eller Kvinde; Dal. bjässe «vir strenuus» (Ihre D. L. p. 18). Jfr. m. H. t. begge Ordformer f. Ex. Sv. fotabjäll, fotabjelle = Vestg. fotball = Dsk. Fodballe.