bogne, bågne (n.)

Espersen

Baune, boune, bågne (n.)

Baune, boune (Vestl.), bågne (Gudh. o. fl. St), en Baun; deraf det oftere som Stednavn forekommende O. «‹Bognhøy›» (s. Hübertz B. A. p. 353, 355); jfr. Isl. bákna, vinke til, give Vink, Tegn.

Boune (n.)

[(Vestl.), s. Baune.]

Bågne (n.)

s. Baune.

Teinnæs

bågne (n.)

baun. Dette er vel nok den almindeligste form, almindeligere end ‹bâune›, Esp. Andre former er: ‹bångne›, ‹bone› (sidstnævnte i sammenst. ‹rågabone›). I sin opr. bet. bruges ordet ikke mere, da tingen er forsvunden. Nu overf. om, hvad der ligner en baune: ‹sikkened bågne dær står›. – ‹når bågned skujlje tråkkes me torn. gjikk dær to lass torn i›. Det består af 4 støtter med lætter foroven. Baunen nord for ‹Klæwagår› i Østermarie var 5-6 alen høj og ca. 1« alen bred.